Den terapeutiske alliance i rehabiliteringen af torturoverlevere

Af Pernille Ianev, Psykolog og Peter Berliner, Psykolog

Resumé

I denne artikel beskriver vi de resultater vi kom frem til på baggrund af et kvalitativt empirisk studie på RCT i efteråret 2003. Undersøgelsen består af interview med 5 torturoverlevere, som har været i psykoterapeutisk behandling og som beskriver deres oplevelse af terapien. Undersøgelsen viser, at klienter mest fokuserer på den menneskelige forbindelse mellem dem selv og deres terapeuter. De lægger mærke til de menneskelige kvaliteter og relationen, frem for de bestemte metoder og redskaber, som bruges i terapien. Denne artikel belyser de befordrende og ikke befordrende elementer i terapien, fra klientens synsvinkel. Den terapeutiske alliance er yderst vigtig når man vil skabe et forhold mellem klient og terapeut, som kan være fundamentet til en heling af klienten. Vigtigheden af denne alliance diskuteres i denne artikel og også hvorfor den er særlig vigtig med denne klientgruppe.


I det følgende ønsker vi at diskutere effekten og brugen af den terapeutiske alliance ud fra samtaler/interview med klienter/torturoverlevere, som har været i et psykoterapeutisk behandlingstilbud på RCT.

1. Introduktion

Torturoverleveren har været udsat for grov vold og ydmygende degraderende handlinger fra et andet menneske, som har ønsket at ødelægge torturoverleverens basale tillid til andre mennesker (Jaranson, 2001). Disse handlinger er udført i en politisk kontekst, hvor volden bruges af bødlerne for at undertrykke individer, der afviger enten politisk eller etnisk fra voldsmændene.

Den basale tillid til andre mennesker bliver ødelagt og torturoverleveren oplever sig selv som isoleret fra andre mennesker og mistroisk. Han/hun føler at han/hun ikke hører hjemme i blandt andre mennesker mere og dette skaber en hel del psykiske problemer efterfølgende.

Når torturoverleveren starter i et psykoterapeutisk forløb, er vi opmærksomme på, at tilliden til terapeuten ikke er stor og derfor skal opbygges gennem tid og gennem terapeutens handlinger. Det er en forudsætning for terapiens virkning at klienten har tillid til terapeuten idet terapi forudsætter, at klienten kan tale åbent om sine oplevelser og følelser til terapeuten samt at terapeut og klient kan relatere til hinanden på en måde, som er positiv for klienten. Når klienten har mulighed for at tale om sine problemer, føler han/hun sig lettet og når klienten indgår i en positiv relation med terapeuten, kan klienten både opleve at kunne stole på et menneske igen og få støtte til at forandre sit liv i en positiv retning.

Baggrunden for denne artikel er interview med 5 torturoverlevere, som har fortalt om deres oplevelse af psykoterapien på RCT. Disse 5 klienter blev bedt om selv at fortælle om terapien og blev desuden spurgt om hvad de syntes var befordrende og ikke befordrende i forløbet. De blev også spurgt om de havde nogle forslag til hvordan terapien kunne forbedres og hvordan de havde det med terapeutens etniske baggrund.

Det skal siges, at klienterne blev interviewet af en person, som de ikke før havde mødt og at flere af dem endnu ikke havde afsluttet deres terapiforløb på RCT.

2. Klienterne udtaler sig

Hassan

Jeg er blevet modtaget meget godt og de har hjulpet mig så meget de har kunnet. Jeg ved ikke hvordan jeg kan gengælde al den hjælp jeg har fået, for alt har hjulpet; læge og samtaler.
De har respekteret mig og det er gensidigt. Det er dejlige mennesker, som arbejder her, jeg ville gerne hjælpe dem, men jeg ved ikke hvordan.

Jeg har ikke mere at tilføje andet end, at jeg er taknemmelig for den hjælp, jeg har fået. Og håber deres ønsker går i opfyldelse. De er dejlige mennesker og danskere er søde og venlige.
Jeg håber, at blive helt rask og ønsker alt godt for dem, som har hjulpet mig her. Jeg er meget tilfreds med stedet her. Jeg blev meget godt modtaget, de er venlige, selvom de ikke havde set mig før. Jeg er meget sød og psykologen mente, at alle gerne vil snakke med mig. Jeg prøver, at opføre mig pænt for, at andre kan respektere mig. Man skal være søde mod hinanden, for vi har brug for hinanden.

Hassan lægger stor vægt på den modtagelse han har fået på RCT og at personalet har været venlige overfor ham. Han viser sin taknemmelighed for det han har modtaget ved at ønske noget godt for RCT. Gensidigheden i forholdet mellem ham og behandlerne er vigtigt for ham og dette nævnes af Montgomery (1997) som finder, at mange flygtninge lægger vægt på det ikke-professionelle i relationen mellem psykoterapeut/behandler og klient. Denne klientgruppe lægger snarere vægt på gensidigheden i forholdet mellem klient og terapeut og er måske et resultat af klientens stærke ønske om, at blive menneskeliggjort efter torturoplevelserne. Montgomery (1997) ser gensidigheden som en vigtig ingrediens i det terapeutiske forhold, som ifølge hende skal bygge mere på, at terapeuten accepterer klienten og arbejder sammen med klienten, end at han/hun forsøger, at programmere klienten udefra, fra en ekspert position.

Hassan beskriver i sit interview hans oplevelse af terapien i meget menneskelige vendinger, med fokus på forholdet mellem mennesker og dette har sikkert haft stor betydning for ham, fordi han under torturen har følt sig ydmyget og umenneskeliggjort. Behandlingen har gjort ham til menneske igen og har inviteret ham tilbage ind i et menneskeligt fællesskab.

Hamid

Det har hjulpet mig, at være i psykoterapi, fordi hun tog mine problemer alvorligt. Hendes forståelse har givet mig en stor selvtillid og jeg har åbnet mig overfor hende. Jeg havde mange ting, som jeg ikke havde snakket med nogen om før, men hendes personlighed eller hendes erfaring, har givet mig styrke til, at åbne mig og fortælle det, jeg skulle. Jeg følte mig lettet.
Almindelige danskere ved ikke forskellen på Iran og Irak, men på RCT skal behandlerne kende forskellen. Det ville være en stor hjælp, for man ville stole mere på dem. Psykologi har med forståelse at gøre og den forståelse kommer fra, at man stoler på hinanden.
Da jeg fortalte mine sociale problemer til socialrådgiveren, gjorde hun intet, men terapeuten tog det alvorligt. Hun ordnede min boligsituation for mig. De andre snakkede, men gjorde intet for mig.

Hamid lægger ligesom Hassan vægt på forholdet mellem ham og terapeuten. Han føler sig forstået og taget alvorligt at terapeuten og stiller hende i kontrast til de behandlere som ikke ’gjorde’ noget for ham. Det har haft stor betydning for ham, at terapeuten ’gjorde’ noget aktivt for ham og dette har været tillidsskabende. Terapeutens personlighed og erfaring nævner han som befordrende for terapien. Desuden lægger han vægt på, at behandlere på RCT havde kendskab til det område, hvor han kommer fra og kende forskellen på i dette tilfælde Iran og Irak.

Rana

Jeg havde en psykoterapeut her, som jeg synes, er meget dygtig. Hun startede med, at skulle lære mine problemer at kende og hvad det er, jeg lider under. Det er hende, der styrkede tilliden indeni mig. Jeg begyndte at føle, at jeg ikke alene respekterer hende, men også holder af hende. Hun var et menneske tæt på mig. Det kan være, at det var det, der gjorde at jeg fik den tillid, så at jeg kunne give hende alt, hvad jeg havde indeni mig.

Hun var dygtig til, at få tingene trukket ud af mig. I den sidste periode af behandlingen fortalte jeg hende alt, uden at være bange, jeg havde absolut tillid til hende. Tillid kræver tid og erfaring og den er bygget op gennem erfaring, du kan ikke bare have tillid til en, du ikke kender.
Jeg havde en følelse gennem samtalerne, at hun sympatiserer med mig. Jeg følte hun respekterede mig som menneske. Da hun forsøgte at få tingene frem, gjorde hun det på en respektfuld måde. Hvis jeg snakkede om en svær begivenhed, og det er ikke nemt for alle, mærkede jeg, at hun var meget tæt på mig i det øjeblik.. Jeg oplevede, at hun delte min oplevelse med mig, som var det hendes egen og ikke alle kan det. Jeg følte, at hendes opførsel var ægte og naturlig. Jeg følte, at sådan er hun, det var ægte.
Hvis terapeuten på RCT havde været iraker, havde jeg sagt nej. Jeg siger ikke, at deres evne er mindre og jeg har sagt det samme på et møde med en irakisk psykiater. Jeg kan ikke stole på dem, fordi det kan være at de sladrer udenfor og fortæller om mine problemer.

Rana beskriver også forholdet til sin terapeut og beskriver hende som en person, hun kan betro sig til. Hun oplever terapeuten som respektfuld og indlevende, ægte og naturlig. Alle disse kvaliteter er meget menneskelige. Hun har mærket, at terapeuten gerne ville lytte til hende og at den tillid, som hun opbyggede blev styrket gennem tiden. Tid og det at lære hinanden at kende gennem en periode er altså en faktor her i forhold til at opbygge tillid. Hun nævner til sidst, at det var en fordel, at terapeuten ikke var fra hendes hjemland, fordi hun har svært ved at stole på andre irakere, så i dette terapiforløb, har det været tillidsskabende at terapeuten var dansker.

Khalid

Terapeuten er seriøs i sit arbejde og man kan mærke, at hun har erfaring med sit arbejde. Hun lytter til mig og jeg får mulighed for at sige, hvad jeg har at sige. Det er meget behageligt for den anden part, når man har de egenskaber, som hun har. Det er meget vigtigt, at behandleren skal smile. For klienten er ked af det og isolerer sig selv, så det er vigtigt, at behandleren er smilende og venlig. Det findes hos hende, jeg tror hun gør sit arbejde godt og har tilstrækkelig erfaring og ekspertise.

Khalid fokuserer på terapeutens kvaliteter som erfaring, seriøsitet, venlighed og at hun er smilende. Han nævner, at han/klienter er isolerede og at det er derfor han mener, at behandleren skal være smilende og venlig. Dette er en interessant pointe, at det er menneskeligheden, som kan være medvirkende til, at klienten kommer ud af sin isolation. Den menneskelige kontakt som skal bruges i arbejdet med disse klienter og som i både første og sidste instans er et helende element.

Abdul

Jeg kan lide den kultur som er her, jeg føler mig velkommen, de siger goddag og de glæder sig til at se mig.

Gennem behandlingen, er jeg blevet opmærksom på mine problemer og hvordan jeg kan takle dem. Jeg er ikke helt rask, men nogle gange er jeg glad og andre ked af det og træt. I det hele taget har jeg set en stor forandring. Det har hjulpet meget, at der er et helt stort center med folk, der vil støtte. Det er en rar følelse. Jeg er i sikre omstændigheder og jeg er i gode hænder. Der er ressourcer til at hjælpe mig og jeg vil ikke spilde mit liv væk. Jeg er vigtig og mange vil hjælpe mig, så jeg vil gerne leve op til deres forventninger.

Abdul lægger ligesom Hassan vægt på den modtagelse han har fået på RCT. Han synes om at behandlerne og personale hilser og siger goddag. Han nævner helheden i behandlingen på RCT og hvordan det har støttet ham at RCT som helhed har hjulpet ham til at få det bedre. Igen i dette interview kan man fornemme, at det er den menneskelige kontakt, som har hjulpet ham og det at være i gode hænder og at denne menneskelige forbindelse har støttet ham i at tage ansvar for sit eget liv.

3. Betydningen af klienternes udtalelser

Klienters udtalelser om psykoterapien kan farves af det forum, udtalelserne er udsprunget af. Hvis udtalelserne er kommet gennem et interview på det sted, hvor behandlingen har fundet sted, kan det være svært for klienten udtale sig negativt eller kritisk om denne. Klienter som indvilger i at deltage i et interview kan ofte være de klienter, som har haft gode oplevelser i psykoterapien eller behandlingen. De er ofte taknemmelige for den behandling, som de har fået og har stor respekt for de psykologer, som de har været i behandling hos.

Desuden kan interview situationen være provokerende for torturoverleveren idet den kan minde om tortur situationen, hvor klienten måske er blevet afhørt af bødlerne. Selve situationen kan være medvirkende til, at klienten ikke siger noget, der kunne opfattes som negativt. En anden faktor kan være den, at klienten bliver interviewet af en person, som han/hun ikke kender i forvejen og derfor ikke føler sig tryg ved. Dette kan også hæmme de oplysninger, som klienten giver i situationen.

Klienternes udtalelser er dog vigtige, fordi de er de eneste udtalelser om psykoterapien, som findes og fordi de sætter klienten i fokus. Denne fokus på klientens oplevelse kan ellers savnes i litteratur om terapi og behandling, da denne næsten altid er skrevet af behandlere, som til trods deres daglige kontakt med klienterne, ser og oplever terapien fra deres egen synsvinkel. Klientens stemme er derfor ofte mindre tydelig og dette til trods for, at det er klienten som burde være i fokus. Klientens baggrund og uddannelsesniveau kan påvirke udtalelserne om psykoterapien idet klienter med højere uddannelsesniveau bedre kan formulere sig om terapiprocessen, men også muligvis kan få mere udbytte af terapien. På samme måde kan klientens personlighed, værdier og andre kompetencer påvirke både terapiforløbet og deres udtalelser om terapien. Hougaard (1984) mener, at klientens personlighedsmæssige, intellektuelle og sociale ressourcer styrker klientens udbytte af terapien.
Oplevelsen af terapien er derfor individuel og hver enkelt klient er unik. Og dog har vi ud fra vores kvalitative interview med 5 klienter på RCT set, at bestemte temaer gik igen i disse interview og disse kommer vi ind på senere i denne artikel.

4. Ydre faktorer, som påvirker terapiforløbet

Andre undersøgelser har indikeret, at klienters oplevelse og udbytte af terapi er påvirket af ydre faktorer så som deres adgang til arbejdsmarkedet og deres boligsituation (Elsass, 1994) (Jacobsen, 1996). Hvis en klient har en dårlig boligsituation eller har dårlig økonomi, kan dette være medvirkende til at klienten ikke har overskud til at deltage fuldt ud i terapien. For nogle klienter er det derfor vigtigt, at ydre problemer løses før de deltager i et tilbud om terapi. På den anden side, kan terapien hjælpe klienten forholde sig til sin faktuelle situation og understøtte klientens evne til at få en løsning på disse ydre forhold.

Torturoverlevere, som er i behandling på RCT i København lever som flygtninge i Danmark og dette er en ydre faktor, som også påvirker den enkeltes psykiske tilstand og evne til at deltage i terapien. Torturoverlevere er som flygtninge del af den mindst privilegerede del af samfundet og har forholdsvist få muligheder i livet, både fordi de er mærkede af torturen psykisk og fysisk, men fordi det danske samfund ikke rummer mange muligheder for disse mennesker. Her er det vigtigt, at behandlingen kan være et sted, hvor klienten kan rummes og accepteres og i sidste ende forbedre sine muligheder for at være integreret en del af samfundet. Det er vigtigt, at terapeuten er bevidst om klientens sociale situation og ikke kun fokuserer på dennes psykiske problemer.

5. Den terapeutiske alliance

’ Tillid er noget man må stræbe efter i en hvilken som helst behandlingssituation med en hvilken som helst patient. Tilliden har imidlertid en helt speciel betydning i denne sammenhæng, hvor overlevelsesmulighederne kan have været afhængige af, hvorvidt man var tilstrækkelig forsigtig og mistænksom i sin omgang med andre. Den mishandlede, traumatiserede flygtning har generelt mistet troen på sine medmennesker og har ingen som helst grund til at nære særlig tillid til en behandler. Når tilliden langsomt vokser frem mellem patient og behandler, begynder det traumatiske sår at hele’ (Angel-Poblete, 1997:190).

Der er ingen tvivl om, at den terapeutiske alliance eller forbindelsen mellem klient og terapeut er yderst vigtig for terapiforløbet. En undersøgelse foretaget af Hougaard (1998) viser, at klientens bedømmelse af den terapeutiske alliance var den vigtigste faktor for et positivt udbytte af terapi og at dette var vigtigere end terapeutens uddannelse og metoder. Denne alliance er fundamentet, som terapien bygger på og uden en god alliance, bliver udbyttet af terapien ringe. Denne alliance kan også beskrives som en alliance, hvor klient og terapeut forenede i et samarbejde mod en fælles fjende, nemlig klientens smerte og selv-ødelæggende adfærd (Sveaass, 2002:30).

Klienten behøver at føle en tillid til terapeuten, som gør, at han/hun kan åbne sig og tale om sine problemer. Dette kan være en stor udfordring for torturoverleveren, som oplever ikke at kunne stole på nogen efter torturen. Som beskrevet ovenfor, har torturen til formål at ødelægge ofret basale tillid til andre mennesker og tilliden skal bygges så tidligt i forløbet som muligt netop fordi torturoverlevere har været i situationer, hvor deres tillid til andre mennesker er blevet ødelagt (Agger, 1985) og (Jacobsen, 1996).

Opgaven at skabe tillid skal ikke ligge på klientens skuldre alene, men i stedet på terapeuten, som må bruge redskaber til at opbygge den nødvendige tillid for at terapien kan være befordrende. Terapeuten kan skabe en atmosfære af respekt, åbenhed og menneskelighed, der inviterer klienten til at åbne sig og have tillid. Terapeuten kan vise interesse for klienten ved at lytte aktivt, ikke kikke på uret eller ud af vinduet når klienten taler og kan komme til tiden til aftaler med klienten. Desuden kan terapeuten udvise et kendskab og en interesse for klientens kulturelle baggrund og for den politiske situation i det land, klienten kommer fra. Terapeuten kan ustråle en ægte varme og indlevelsesevne være smilende, imødekommende og ærlig overfor klienten. Når klienten mærker empati og indlevelsesevne fra terapeutens side, opbygges den tillid, som er nødvendig for det terapeutiske arbejde (van der Veer, 1995)

Terapeuten skal behandle klienten som et medmenneske og ikke en patient og dette kan gøres ved at undgå at diagnosticere klienten eller give gode råd. Yalom (2002) mener, at det som klienter husker og lægger vægt på fra deres terapiforløb ikke er terapeutens indsigter eller fortolkninger, men terapeutens positive støtte og komplimenter. En af klienterne i denne undersøgelse ønskede at se terapeuten som menneske og fortælle ham, hvis hun havde en dårlig dag eller var træt. Terapeuten kan skabe tillid ved at være ærlig og menneskelig overfor klienten og indrømme fejl eller følelser i stedet for at være for ’professionel’ eller autoritær (White, 1993).

6. Elementer som er befordrende for den terapeutiske alliance

Ifølge denne undersøgelse er der gennemgående emner, som klienterne var enige om var befordrende for terapiforløbet.

Klienterne i undersøgelsen lagde stor vægt på terapeutens menneskelighed og lagde vægt på dennes menneskelige kvaliteter, så som venlighed, ærlighed og varme. Disse faktorer er det som kaldes ’ikke specifikke’ faktorer, det vil sige elementer, som man ikke kan ’måle’ idet det hverken er symptomer eller ydre faktorer (Hougaard, 1984) . Og selvom de ikke kan måles, kan man gennem et kvalitativt interview alligevel få fornemmelsen af den betydning disse faktorer har for klienterne. Udover terapeutens menneskelige kvaliteter, nævnte klienterne også, at det, at terapeuten kendte til det land, som klienten kom fra, havde betydning for tillidsopbygningen. En klient nævner at det har betydet noget for ham at hans terapeut vidste noget om hans baggrund og hans sprog han siger:

’ Psykologerne og behandlerne på RCT skal have information om de områder, hvor klienterne kommer fra. Almindelige danskere ved ikke forskellen på Iran og Irak, men på RCT skal behandlerne vide forskellen. Det ville være en stor hjælp, for man ville stole mere på dem. Psykologi har med forståelse at gøre og den forståelse kommer fra, at man kan stole på hinanden.’

Desuden kan det have betydning for klienten, at terapeuten er villig til at gøre noget aktivt for klienten, som ikke handler om terapien. Her kan terapeuten ’bevise’ overfor klienten, at klienten er vigtig og at terapeuten tager ham/hende alvorlig og dette skaber tillid. En klient i denne undersøgelse siger følgende:

Jeg har fået meget social hjælp gennem psykologen, ikke gennem de andre. Da jeg fortalte mine sociale problemer til socialrådgiveren, gjorde hun intet, men terapeuten tog det alvorligt. Hun ordnede min boligsituation for mig.

7. Elementer som ikke er befordrende for den terapeutiske alliance

Terapeutens køn kan være enten befordrende eller ikke befordrende for klienten. Det vil sige, at både mænd og kvinder mener, at de kan åbne sig bedre overfor en kvinde, men nogle mænd mener, at der er nogle ting de kun kan snakke med en mand om. Dette kan være særlig voldsomme hændelser og oplevelser, som kvinder skal beskyttes fra at høre om. En udtrykte det således: Jeg savnede nogle gange, at tale med en mandlig psykolog, fordi der er nogle ting, man ikke kan snakke med en kvinde om.

Som regel er det ikke befordrende, at terapeuten kommer fra det samme land som klienten idet klienter er mistroiske overfor deres landsmænd (Sveaass, 2002), fordi de ikke kan være sikre på, at terapeuten ikke var på ’modstandernes’ side.

Af andre elementer, som ikke er befordrende nævner en klient følgende: Hun kunne komme med flere kommentarer. Jeg følte jeg talte med en væg og vidste ikke, om hun kunne forstå hvad, jeg siger.
Det vil sige, at denne klient ikke mente, at terapeuten var engageret eller aktiv nok i terapien. Langagergaard (1998) konkluderer fra sin undersøgelse, at klienter ofte klager over terapeuter, som er passive, tavse eller udeltagende i terapien.
En anden klient siger følgende som et råd til terapeuterne på RCT:

Først og fremmest skal du være ydmyg og ikke arrogant. Du skal være ærlig overfor dig selv og den du arbejder med. Du skal være ægte, fordi hvis jeg føler du lader som om, ville jeg ikke være parat til at tale med dig. Det afhænger af din evne og din kompetence, om du kan skabe tillid.

Hun virker professionel, men det er ikke en maskine jeg taler med, det er et menneske. Hun skal ikke fortælle mig om, hvordan hun har det, men når hun har travlt, skal hun sige det og ikke forsøge at vise det på en helt anden måde. Hun virker som om hun er under pres for at vise, at hun er professionel. Hun skal tage det stille og roligt og lade være med at vise hun er i sit bedste element hele tiden. Hun vil vise at hun er god nok og det er hun, hun skal bare tro på sig selv.

Her som nævnt før, ønsker klienten at tale med et ægte og ydmygt menneske, ikke en arrogant ekspert, som er højt hævet over klienten (Sveaass, 1996). Klienter ønsker ikke at tale til en væg eller en maskine, men en afslappet og nærværende person. Tilliden skabes af den evne terapeuten har til at skabe kontakt til klienten.
Og gode råd, kan også virke fremmedgørende for klienten:

Det eneste jeg har imod den måde hun gør sit job på er, at hun giver mig råd. Det er ikke en god ide, fordi man ikke kan fortælle mig hvad, som er godt for mig. Man kan give et forslag, et råd er mere direkte.

8. Konklusion

Torturoverlevere er plaget af mange forskellige symptomer og bærer på traumer, som er så svære at håndtere, at de ofte ikke kan fungere som de gjorde før. Deres tillid til andre mennesker er ødelagt af torturen og klienterne i denne undersøgelse udtrykker alle deres store behov for at genoprette denne tillid gennem behandlingsforløbet og kontakten til mennesker, som kan være menneskelige. Den terapeutiske alliance er derfor yderst vigtig i arbejdet med torturoverleveren og en forudsætning for at terapien kan være gavnlig. Men den terapeutiske alliance, som bygger på et tillidsbånd mellem klient og terapeut, kan være helende i sig selv for disse klienter idet det kan hele deres dybeste sår, som er omkring tillid. Klienterne får måske ikke færre symptomer som resultat af terapien, men deres livskvalitet forøges fordi de kan være mennesker igen.

Klienterne i denne undersøgelse nævner næsten intet om terapiens indhold, men fokuserer næsten udelukkende på terapeuten og dennes menneskelige kvaliteter. De nævner ordet tillid mange gange i løbet af interviewet. Ingen af klienterne nævner terapeutens metoder eller teknikker og vi konkluderer at den terapeutiske alliance er vigtigere for klienten end nogen anden faktor i terapien. Dette betyder ikke at terapeuter skal opgive at gøre brug af teknikker og metoder, for disse kan være medvirkende til, at terapeuten har en ramme at arbejde ud fra. Men målet for terapeuten skal være at være menneskelig og ikke lade metoder eller teknikker overskygge tillidsbåndet og relationen til klienten.

Abstract in English

In this article we describe the findings of a qualitative empirical study conducted at RCT in the Fall of 2003. The study includes interviews with 5 torture survivors who have attended psychotherapy and who describe their experience in therapy. The study indicates that clients mainly focus on the human connection between themselves and their therapists. They notice the human qualities and interactions rather than the specific methods and tools used in therapy. This article attempts to shed light on the elements that are helpful in therapy and those that are not, from the client’s perspective. The therapeutic alliance seems to be of utmost importance in creating a working relationship between client and therapist that lays the foundation for the healing of the client. The importance of this alliance is discussed in this article and why it is especially important with this population.

Litteraturliste

Agger I. Torturofre - om psykoterapi af flygtninge, der har været udsat for tortur, 1983, Nordisk Psykologi, vol. 37, side 177-192.

Angel-Pobleta B. Psykoterapeutisk behandling af traumatiserede børn og familier i eksil, 1997, Interkulturel Psykologi, Hans Reitzels forlag, København, side 182-204.

Elsass P. Klientoplevelsen af psykoterapi, 1994, Agrippa, vol. 15, side 145-169.

Hougaard E. Psykoterapiens krise og bestræbelserne for at nå til specifikt virkende psykoterapeutiske metoder, 1984, Agrippa:6, Danmark, side 89-116.

Hougaard E. Hvad gør en god psykoterapeut god? Psyke og Logos, 1998, Dansk Psykologisk Forlag, København, side 191-220.

Jacobsen L. Torturoverlever, 1996, IRCT, København, 153 sider.

Jaranson J. Assessment, Diagnosis, and Intervention, 2001, The Mental Health Consequences of Torture, Kluwer Academic, New York, side 249-275.

Langagergaard A. Hvordan opleves terapeuten af patienter i psykoterapi, 1998, Psyke og Logos, side 138-148, Dansk Psykologisk Forlag, København.

Montgomery E. Forening og forstyrrelse, terapeutisk arbejde med torturoverleveres selvopfattelse, 1997, Interkulturel Psykologi, Hans Reitzels forlag, København, side 224-235.

Sveaass N. Terapeutiske samtaler med Flyktninger, 1996, Aktiv psykoterapi, 1996, Ad notam Gyldendal, Norge, Kapitel 9 side 184-207 om terapeutiske samtaler med flygtninge.

Sveaass N. Psykoterapeutisk allianse, 2002, Nordisk Psykologi, vol. 54, nr. 1, side 27-44.

van der Veer G. Rådgivning og terapi med flygtninge, 1995, Hans Reitzels Forlag, København, 323 sider.

White M. Narrative Means to Therapeutic Ends, 1993, WW. Norton and Company, New York, 229 sider.

Yalom I. The Gift of Therapy, 2002, HarperCollins, New York, USA, 259 sider.