Ofte hører jeg spørgsmålet om hvad forskellen er på at snakke med en veninde og med en psykolog/psykoterapeut? Der er selvfølgelig mange forskelle, så jeg vil nævne dem, som for mig er mest indlysende. Psykologen har en uddannelse, der gør, at hun kan bruge teknikker, som kan fremme forståelse og kan bearbejde problemer for klienten. Nogle teknikker er mere åbenlyse, andre mere ubevidste. Forholdet mellem klient og terapeut er et helt særligt forhold og mange undersøgelser viser, at dette forhold er det, som har den største helbredende effekt. Dette er fordi psykologen er i stand til at lytte og være nærværende uden en personlig investering i klienten. Dette vil sige, at psykologen er neutral. Psykologen skal heller ikke have noget igen på det følelsesmæssige plan. Derfor kan klienten udtrykke mange forskellige følelser og tanker uden at skulle tage stilling til at blive fordømt eller senere at skulle lytte til psykologens problemer. Klienten kan forvente at være i centrum i hele terapitimen uden at der forventes noget til gengæld. Selvom en veninde-snak kan være meget støttende og nærende, er relationen meget mere kompleks end relationen mellem klient og psykolog. Veninden har sine egne meninger og følelser i klemme og forholdet er gensidigt. Det vil sige begge parter har behov, som skal dækkes. I den terapeutiske relation, er det kun klientens behov, som er i centrum. Det kan være, at en snak med psykologen til tider minder om en veninde-snak, da nogle af emnerne, som diskuteres, er de samme. Men det er relationen og psykologens evne til at bruge teknikker (intervenere), som ikke er til stede i et veninde forhold.