Jeg vendte hjem til Danmark for 5 år siden efter 16 år i udlandet. Jeg har boet i Irland, Indien og USA. Jeg forberedte mig mentalt på at rejse hjem i et helt år forinden og jeg var faktisk meget bange for beslutningen, da den føltes meget definitiv. Jeg skulle sælge mine ting og min psykolog praksis. Kæresten ville ikke med til Danmark, så det skulle også bearbejdes. Jeg havde mange gode venner og havde boet i Boulder, Colorado i USA i 8 år. Hele mit liv var der, men jeg savnede pludselig Danmark så meget. Jeg havde aldrig tænkt på at flytte hjem, for Danmark stod for mig som et kedeligt, koldt, mørkt sted med sure mennesker. Men USA var heller ikke perfekt og Bush regeringen generede mig. Jeg tog endelig beslutningen og kom hjem. Det var så hårdt i begyndelsen for jeg skulle have min psykolog uddannelse godkendt i Danmark, jeg boede hos min mor i mit gamle værelse. Jeg havde ikke mange venner og vidste ikke hvad jeg skulle lave karriere mæssigt. Jeg kunne ikke tale ordentlig dansk og var helt forvirret. Min mor hjalp mig meget med at lære alting at kende igen og hun forsøgte at besvare alle mine bekymrede spørgsmål om alt muligt. Jeg var meget nervøs det første år og var ikke sikker på at jeg havde taget den rigtige beslutning. Men nu efter 5 år har jeg min egen praksis, jeg bor med min kæreste. Jeg har mange venner og fritidsinteresser. Jeg er meget glad for at være tilbage i min ‘egen’ kultur og sprog. Det er somom at jeg hører til her mere end jeg gjorde i udlandet. Jeg føler mig dansk også selvom jeg er halvt bulgarsk. Danmark virker mere åbent og frit end da jeg rejste, eller også er det mig som er anderledes nu. Jeg er glad for at leve i et demokratisk lille land, hvor mennesker er en prioritet. Det er også dejligt at være i Europa, hvor alle de forskellige kulturer er lige ved siden af, det er nemlig noget helt andet i USA, hvor man er langt væk fra alt. Jeg traf den rigtige beslutning. Om jeg bliver her i Danmark for evigt? Det ved jeg ikke. (Denne blog er oprindeligt skrevet til en blog på www.hjemvendte.dk)
|